|
Danske Tegneserieskaberes Fond p>
"Danske Tegneserieskaberes Fond" er oprettet af foreningen Danske Tegneserieskabere og har til formål at støtte danske tegneserieskaberes arbejde økonomisk. Midlerne hertil kommer fra de puljemidler, Danske Tegneserieskabere årligt modtager via arbejdet i COPY-DAN.
Støtten skal hovedsagelig uddeles som arbejdslegater til danske tegneserieskabere, men kan også i mindre omfang uddeles som støttebeløb til tegneseriefaglige seminarer, varetagelse af serieskaberes retslige interesser, principielle retssager og formidling af ophavsretlige spørgsmål.
1. marts 2012 er fristen for ansøgning om støtte i 2012. Ansøgere får besked primo april 2012 uanset om de har fået støtte eller ej.
Ansøgningen skal bestå af følgende: En kort projektbeskrivelse, en kort synops samt 5 sider fra det tegneserieprojekt, der søges om støtte til - i 3 kopier, format A4. Desuden et udfyldt eksemplar af skema med stamoplysninger om navn, folkeregisteradresse, CPR-nummer, evt. CVR-nummer, bankkonto og e-mailadresse. Ansøgninger, der ikke overholder disse krav, vil ikke blive taget under overvejelse. Har du tidligere modtaget støtte fra fonden, er det også et krav, at du har afrapporteret til foreningen om disse midlers anvendelse, før du igen kan komme i betragtning.
Ansøgninger om støtte behandles af et tremandsudvalg valgt på foreningens generalforsamling. En ansøgning kan maksimalt imødekommes med kr. 25.000.
Støttebeløb er skattepligtig B-indkomst, der indberettes til elektronisk til Skattevæsenet.
Modtagere af støtte forpligter sig til at nævne fonden i kolofonen på enhver udgivelse af det støttede tegneserieprojekt, i form af teksten "Udgivet med støtte fra Danske Tegneserieskaberes Fond". Endvidere skal bestyrelsen modtage en skriftlig rapport om projektet og støttemidlernes anvendelse senest 12 måneder efter tildelingen, eller ved udgivelsen af tegneserien, hvis dette tidspunkt ligger før.
• Download ansøgningsskema i PDF-format
Ansøgninger indsendes til foreningens adresse, mærket "Seriefonden".
Listen over modtagere i 2011 kan ses her.
Listen over modtagere i 2010 kan ses her.
Listen over modtagere i 2009 kan ses her.
|